Vallensbæks skoleelever er blandt landets bedste
Vallensbæk Kommune indtager en 10. plads, når det gælder afgangselevernes karaktergennemsnit.
Vallensbæks 9.-klasses-elever forlod sidste sommer folkeskolen med et flot karaktergennemsnit. Således hev eleverne et gennemsnit på 8,5 hjem i de bundne prøvefag. Det er 1,0 karakterpoint højere end sidste års gennemsnit og det 10. bedste i landet. Landsgennemsnittet ligger på 7,8. Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Karaktergennemsnittet lever op til kommunens mål om, at Vallensbæks skoler skal være blandt de 25 procent bedste i landet.
”Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er ambitiøs på vores folkeskolers vegne, og derfor er jeg selvfølgelig utrolig glad for vores elevers flotte resultat. Skoleåret har været præget af en høj grad af hjemmeundervisning på grund af corona, så det er godt klaret af både elever og lærere,” siger borgmester Henrik Rasmussen.
Netop på grund af corona blev enkelte afgangsprøverne i 2021 aflyst, og det blev samtidig besluttet, at elevernes afsluttende standpunktskarakter blev ophøjet til prøvekarakter, hvis standspunktskarakteren var højere end prøvekarakteren.
Tallene viser ligeledes, at 98,9 procent af Vallensbæks elever forlod folkeskolen med mindst 02 i dansk og matematik mod 96,8 procent på landsplan.
”Det ligger os meget på sinde at sørge for vores børns trivsel – for eksempel ved at skabe gode læringsmiljøer. Vi har renoveret vores skoler for et trecifret millionbeløb for at sikre gode rammer for tidssvarende undervisningsformer, og vi har sikret digital understøtning først med digitale tavler, senest med makerspaces og en målrettet plan for devices til alle,” slutter Henrik Rasmussen.
Kommentarer