Vallensbæk

Udvidelsen af det grønne strøg er nu indviet

Med Strandengen er der blevet skabt en samlet forbindelse fra byen til vandet. Samtidig fungerer området som et klimasikringsprojekt, der skal sikre de nærlæggende huse mod oversvømmelse.

Vallensbækkerne var mødt talstærkt op, da vi i samarbejde med HOFOR søndag indviede vores nye grønne område, Strandengen. På trods af en blå september-himmel, nåede forsyningsselskabet at uddele 200 paraplyer bare i løbet af indvielsens første halve time.

Med Strandengen skaber vi sammenhæng mellem by og strand, når det grønne strøg i Vallensbæk forlænges og fortsætter som en sti ned over den åbne eng. Til hverdag kan borgerne fornøje sig med naturoplevelser som en sansesti og et paddeskrab, og når der kommer store mængder regn fungerer området som en sø, der forsinker vandet, inden det bliver ledt videre. På den måde får Vallensbæk et dejligt grønt område, der samtidig sikrer mod oversvømmelser.

”I samarbejde med HOFOR har vi med Strandengen skabt nogle utrolig smukke løsninger, der samtidig har en vigtig funktion, nemlig at klimasikre kommunen. Derudover er Strandengen et sted, der skaber dialog og inviterer til leg og læring, når man går langs de mange spændende stier med sine børn og børnebørn. Det skaber relationer på tværs af generationer, og det er jeg rigtig glad for,” siger borgmester Henrik Rasmussen. 

Ole Adeler, forsyningsdirektør for Vand og Spildevand, HOFOR tilføjer:

”I HOFOR er vi glade for, at vi sammen med Vallensbæk Kommune kan kombinere et grønt naturprojekt med løsningen af klimaudfordringer, og projektet passer perfekt i HOFORs arbejde med at bygge bæredygtige byer.”

Oplevelsesrig rute

Ved indvielsen var der i dagens anledning opsat boder langs den 450 meter lange granitsti, der samtidig også er en hjertesti. Borgerne kunne blandt andet smage på Strandengens insekter, bygge papirbåde og høre mere om HOFORs arbejde med klimasikring. Både børn og voksne benyttede også muligheden for at afvige fra granitstien og gå på opdagelse i de omkringliggende sansestier, hvor naturen for alvor omsluttede en.

I Strandengen er der lagt vægt på at skabe en oplevelsesrig rute, som gradvist ændrer sig fra et urbant miljø ved stationstorvet til et naturligt miljø ved stranden. I den sydlige del af strandengen er der etableret et paddeskrab, der er et lavvandet vandhul, som forventes at tiltrække padder, tudser og vandinsekter. Den sydlige del af strandengen er et naturbeskyttet område, og derfor har kommunen været ekstra påpasselige med ikke at forstyrre den eksisterende natur for meget.

I den nordlige del af strandengen ligger regnvandssøen. Hen over søen er en smuk gangbro, og omkring er der plantet en lang række forskellige buske og træer, der er hjemmehørende på en strandeng og som inden for få år vil skabe nogle dejligt grønne omgivelser.

Med Strandengen er det grønne strøg nu samlet set knap 1.200 meter langt.

Kommentarer