Vallensbæk

Silden var i centrum ved Maddag 2021

Maddag er et landsdækkende event, der hylder fordelene ved madordninger i daginstitutioner. I år var det silden, der var på tallerkenen.

Der var fisk på bordet, da der torsdag den 16. september blev fejret Maddag i alle Vallensbæks daginstitutioner. Dagen er en tilbagevendende, landsdækkende begivenhed, der har til formål at sætte fokus på og fejre madordningen i daginstitutionerne.

I år var det silden, der var i centrum og som skulle udfordre de mindstes smagsløg. På daginstitutionen Stien havde børnehavebørnene inden servering fået lov til at møde fisken i sin rå form og røre og dufte til den.

”Den har mistet sit glimmer,” konstaterede en pige, da den stegte sild blev serveret.

Mens flere af børnene lagde ud med at sætte gaflen i de tilhørende kartofler, var andre mere modige og smagte på silden.

”Den smager bare af laks,” mente en dreng.

Daginstitutionsleder i Stien Pia Møller er glad for, at forældrebestyrelsen har stemt for en madordning:

”Med madordningen får børnene tilbudt det samme at spise, og vi sikrer, at de får et ernæringsrigt måltid. Madordningen er desuden en mulighed for at introducere en masse forskellig mad for børnene – frugt, grøntsager, fisk og kød. Der er mange ting, som de spiser her, som de ikke spiser derhjemme.”

Kommentarer