Vallensbæk

Robotterne blev sluppet løs i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus

Foto: Vallensbæk Kommune.

Alle billetter var revet væk, da Vallensbæk Kultur- og Borgerhus tirsdag for første gang forvandlede børnebiblioteket til et pop up makerspace.

Tirsdag aften summede børnebiblioteket i Vallensbæk Kultur- og Borgerhuset med aktivitet, da 50 børn og voksne prøvede kræfter med forskellige robotter fra kommunens tre makerspaces. Programmet stod på robot-minigolf og digitale escape rooms. 

Blandt dem, der var dukket op til arrangementet, var Glenn og sønnen William, der går i 2. klasse på Egholmskolen.

”Det er noget, der interesserer William, så jeg tænkte med det samme, at det måtte vi prøve. Og der har været store smil derhjemme lige siden jeg fortalte, at jeg havde skaffet billetter,” siger Glenn og tilføjer:

”For Williams vedkommende rammer det ned i en mere hands on-tilgang, hvor han kan få lov til at selv at eksperimentere og være aktiv deltager frem for at sidde og læse i en bog.”

Arrangementet var det første i rækken af en stribe ”Leg med Makerteknologier”-arrangementer, der kommer til at foregå i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus. Det gratis tilbud skal give borgerne mulighed for at prøve kræfter med den legende læring, som kommunens makerspaces fremover skal sætte rammen for på skolerne og i klubber og dagtilbud.

“Billetterne til arrangementet var væk på et døgn. Jeg er rigtig glad for at så mange børn og voksne havde lyst til at lege med robotter, og jeg glæder mig til vi inviterer til nye aktiviteter igen i februar,” siger Christoffer Dithmer, der er kommunens makerpilot.

Næste ”Leg med Makerteknologier” er tirsdag den 15. februar klokken 15.30.

Arrangementet er gratis, men du skal booket billet via Place2book.

Kommentarer