Mødet med banken skal være lettere – nu gør vi noget
Af Morten Bødskov, Socialdemokratiet
De fleste af os er eller har været medlem af en forening. Selv blev jeg opfostret halvt i en håndboldhal og halvt på en fodboldbane.
Jeg tror også, de fleste kender én eller flere, der har forfulgt drømmen om at starte egen virksomhed. Måske selv prøvet det. Tømreren, der er gået selvstændig, eller designeren, der nu sælger sine egne produkter.
Vores foreninger og de små erhvervsdrivende binder Danmark sammen. Vi er kendte for vores stærke foreningskultur og iværksætterånd.
Men vi er desværre også ved at blive kendte for, at bøvl spænder ben for virkelysten.
Det ærgrer mig, at vi gennem længere tid har oplevet, at foreninger og små erhvervsdrivende kæmper med unødig administration og tovtrækkeri med banken for at få adgang til en helt basal betalingskonto.
Kan vi være bekendt, at den nystartede gymnastikforening eller at den lille erhvervsdrivende skal bakse med at få oprettet den bankkonto, der er en forudsætning for at komme i gang?
Nej, det kan vi ikke.
Og det laver vi nu om på med en ny lov. Lige før juleferien blev loven officielt stemt igennem i Folketinget, og den betyder, at det nye år også byder på nye og lettere tider i mødet med banken for foreningerne og de mindre erhvervsdrivende. Nemmere adgang til en basal erhvervskonto.
Når et pengeinstitut modtager en anmodning om at åbne en basal erhvervskonto, skal pengeinstituttet hurtigst muligt behandle anmodningen, og inden for 10 dage træffe afgørelse, når de nødvendige oplysninger foreligger.
Det er vigtigt. For det giver mulighed for at indsætte modtagne betalinger, lette administrationen og få adgang til en Nemkonto.
Det vil stadig være sådan, at et pengeinstitut i særlige tilfælde kan afvise at oprette en basal erhvervskonto. For eksempel hvis der er mistanke om hvidvask. Men vi laver en klagemulighed, så virksomheder og foreninger kan få efterprøvet bankens eventuelle afslag.
Nu sker der noget. Og det er vigtigt for foreningsdanmark og de små erhvervsdrivende – og dermed for hele Danmark.
Kommentarer