Kultur

Louise og Jonas laver musical for 5. år i træk: Der er så mange succesoplevelser

Alle 7. klasser på Egholmskolen arbejder i denne uge med opsætningen af en musical. Ugen har vist sig at være et kæmpe udviklingspotentiale for eleverne.

I uge 37 er der børne- og ungekulturuge i Vallensbæk. I den forbindelse har 7. klasse på Egholmskolen et musical-forløb. Det er femte gang, at årgangen på bare fire dage skal stable en forestilling på benene.

”Man siger jo, at gør man noget tre gange, er det en tradition,” siger Louise T. Rasmussen, der er lærer og underviser i dansk, matematik og engelsk.

Hun er tovholder på ugen sammen med kollegaen Jonas B. Flagstad, der underviser i dansk, engelsk og madkundskab.

Begge lærere brænder for teater og bruger mange timer op til på at forberede ugen.

”Og så er der alle de timer, man drømmer om koreografi, sange og kulisser,” griner Louise.

De to lærere opsætter en ny musical hvert år, hvor de selv skriver manuskriptet til. I år er stykket ”Robyn Hood”, men med ”y”, da Robyn i dette tilfælde er en pige.

”På skolen har vi flere elever, der har taget stilling til både seksualitet og køn, og vi synes, det er vigtigt, at vi som skole også tør italesætte og sætte fokus på den slags tematikker. Det at Robyn er en pige, og at hun bliver forelsket i Lady Marion, er slet ikke noget, eleverne har stillet spørgsmålstegn ved. Det er bare sådan kønsrollerne er,” fortæller Jonas B. Flagstad.

Kreative udfoldelser

I alt 87 elever og syv lærere er en del af opsætningen, og der bliver knoklet fra 8-14 i ugens første fire dage, inden der er premiere for forældrene torsdag aften. Fredag er der desuden forestilling for skolens 4. og 5. klasser.

Eleverne får lov til at være kreative, når der skal bygges kulisser, øves replikker og koreografi, syes kostumer og spilles musik. De to lærere oplever, at børnene har stor gavn af de kreative udfoldelser, og de ser en kæmpe udvikling hos dem på bare få dage.

”Fra de står på scenen den første dag næsten som en undskyldning for sig selv til de et par dage efter tør tale højt og med store armbevægelser,” siger Louise og tilføjer:

”Der er nogle grænser, der bliver overtrådt, men vi får virkelig også bygget nogle elever op og ser en masse succeshistorier og elever, der bryder ud af deres skal.”

Så når tæppet er trukket for og scenelyset slukket, oplever Jonas og Louise, at både de og eleverne ser hinanden i et helt andet lys.

”De får lov til at shine på en anden måde. Det er en kæmpe fornøjelse at lave noget performativt med dem og vise, at skole ikke kun er at læse noveller. Håbet er selvfølgelig, at alle de erfaringer, eleverne gør sig i sådan en uge, kan videreføres til den daglige undervisning,” slutter Jonas.

Kommentarer