Vallensbæk

Historisk lave indbrudstal i Vallensbæk

Aldrig har antallet af indbrud været så lavt i Københavns Vestegns Politis historie. Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse torsdag.

I Københavns Vestegns Politis historie har antallet af boligindbrud i private hjem aldrig været lavere som i årets tre første kvartaler. Her mod årets slutning er indbrud i Vallensbæk cirka halveret.

I årets første ni måneder anmeldte 1.103 af politikredsens omkring 189.000 husstande et indbrud. Det er 25 procent mindre end samme periode sidste år, som endda lå på ret lavt niveau med 1.466 anmeldelser.

Politiets seneste opgørelse viser, at boligindbrud på Vestegnen har været støt nedadgående længe og især de sidste fem år.

Ifølge leder af Københavns Vestegns Politis særlige indbrudsgruppe, politikommissær Jeff Kongedam, har faldet nok flere forklaringer, men han vurderer, at corona, borgere og politi har spillet en positiv rolle:

”Nyligt har corona-pandemien gjort det ret svært at være tyv, blandt andet fordi mange var hjemme. Men jeg mener også, at politifokus og opmærksomme borgere, som holder øje med hinandens boliger, og slår alarm, hvis noget ser mistænkeligt ud, har effekt – og det skal vi holde fast i,” siger Jeff Kongedam.

God ide med nabohjælp

Politikommissær Jeff Kongedam opfordrer generelt alle til at holde et vågent øje efter personer, køretøjer eller hændelser, som afviger fra normalbilledet, og kontakte politiet hurtigt.  Det er også en god idé at tilmelde sig Nabohjælp.

Lokalrådet – tryghedsskabende indsatser

Vallensbæk Kommune og Vestegnens Politi samarbejder løbende i regi af lokalrådet. Rådet mødes jævnligt og diskuterer blandt andet forebyggende tiltag og tryghedsskabende indsatser. I 2020 afsatte Kommunalbestyrelsen yderligere penge til SSP-indsatsen og flere steder i kommunen er der videoovervågning. Vallensbæks gadeteam opsøger børn og unge i bybilledet for at skabe tryghed for byens borgere og hjælpe de unge godt på vej i livet.

Kommentarer