Vallensbæk

Gideonskolen har vokseværk

Torsdag den 9. december holdt privatskolen Gideonskolen rejsegilde for deres nye lokaler, der vil give plads til endnu flere elever.

Gideonskolen er en kristen privatskole i Vallensbæk, som gennem de seneste år har fået flere elever – næsten 180 er de oppe på. Derfor har det længe været et ønske at udvide skolen og samtidig få nogle moderne, tidssvarende lokaler til blandt andet fysik og kemi.

Med Vallensbæk Kommunes beslutning om at indsnævre Strandesplanaden blev der et areal ledigt, som skolen har kunnet købe, og dermed kan Gideonskolens drøm om en udvidelse gå i opfyldelse.

Den 9. december holdt Gideonskolen et festligt rejsegilde med sang, dans og musik fra børnene – og taler fra blandt andet skoleleder Henrik Due Jensen.

Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen ønskede også skolen tillykke med udvidelsen, og projektleder Henry Jacobsen og arkitekt Jeppe Gadegaard fortalte om projektet.

Efter en rundvisning i de nye kommende lokaler var der et lækkert traktement med alt fra gløgg og kaffe til håndmadder og lagkage.

Gideonskolens udvidelse bliver på 3 etager og i alt 600 kvadratmeter. Udover faglokaler til fysik og kemi bliver der grupperum og lære-centre til fordybelse. Planen er, at den nye bygning kan tages i brug til sommer.

Kommentarer