Foreninger opfordres til at aflyse aktiviteter indendørs
Kulturministeriet opfordrer til at aflyse alle indendørs foreningsaktiviteter indtil 5. januar. Desuden er aftenskoler, kulturhuse mm. lukket til 17. januar.
Det er besluttet at indføre nye restriktioner for at forebygge smittespredning med Covid-19.
Indtil videre er følgende meldt ud fra Kulturministeriet:
Opfordring til at aflyse indendørs foreningsaktiviteter i juleferieperioden indtil 5. januar 2022
Der er opfordring til foreningslivet, herunder for idrætsaktiviteter i foreningsregi, om ikke at deltage i indendørs foreningsaktiviteter i juleferien. Opfordringen gælder indtil den 5. januar 2022.
DGI og DIF anbefaler kraftigt at følge opfordringen om at aflyse indendørs aktiviteter. Læs mere her:
https://www.dgi.dk/om/presse/presserum/eneste-nyt/corona-hvad-anbefaler-dgi
https://www.dif.dk/corona-alt-om-corona
Det har betydning for indendørs aktiviteter i Vallensbæk kommunes klubhuse, idrætshaller, Valhal osv.
Restriktioner gældende til 17. januar 2022
Lukning af lokaler og lokaliteter for bl.a. aftenskoler, kulturhuse og folkeuniversiteter
Der indføres krav om, at spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse, folkehøjskoler, zoologiske anlæg, akvarier, folkeoplysende aktiviteter (aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitetet) og idrætsarrangementer med betalende tilskuere, skal holdes lukkede for offentligheden. Kravet om lukning omfatter både indendørs og udendørs faciliteter. Svømmehaller er ikke omfattet.
I Vallensbæk betyder det, at Korsagergård må lukke til 17. januar 2022, og at de to folkeoplysende foreninger – AOF og FOF samt Folkeuniversitetet ikke kan afholde aktiviteter. Mødelokalerne i Kultur-& Borgerhuset kan ikke benyttes.
Krav om mundbind eller visir
Der indføres krav om brug af mundbind eller visir i lokaler, som ikke er omfattet af krav om lukning.
Det kommer til at gælde biblioteker, arkiver, musik- og kulturskoler, andre kunstskoler og grundkurser på kunstområdet samt lokaler, hvor der udøves idræts- og foreningsaktiviteter, herunder svømmehaller, idrætshaller, træningscentre og foreningslokaler. Kravet vil forventeligt ikke gælde under udøvelse af idrætsaktivitet.
Videreførelse af regler om krav om coronapas
Samtidig videreføres de allerede gældende restriktioner, herunder fx krav om coronapas for besøgende med flere end 100 gæster i svømmehaller.
Kommentarer