Vallensbæk

De unge i Vallensbæk uddanner sig

89 procent af Vallensbæks unge tager en ungdomsuddannelse, og dermed ligger kommunen i top-10 på landsplan.

Næsten 9 ud af 10 unge i Vallensbæk går videre på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Nærmere bestemt er det 89 procent, og dermed kommer Vallensbæk ind på en flot 9. plads på landsplan på listen af de kommuner, der er bedst til at få de unge videre i en ungdomsuddannelse – og det overrasker ikke borgmesteren.

”Lovgivningen lægger op til, at kun 20 procent af eleverne skal have uddannelsesvejledning – resten kan klares med et spørgeskema. Men vi er meget mere ambitiøse her i Vallensbæk, og vi mener at alle har ret til vejledning. Derfor valgte vi for nogle år siden at tilføre nogle ekstra ressourcer, så alle elever i vores skoler får håndholdt vejledning”, siger Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen, der også fremhæver obligatorisk erhvervspraktik samt det brede samarbejde mellem skoler, vejledere, uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet som medvirkende til succesen.

Samtidig lægger borgmesteren vægt på kommunalbestyrelsens generelle målsætning for kommunens skoler.

”Vores skoler skal ligge blandt de 25 procent bedste i landet, og jeg er glad for, at vi ligger der igen. Så stor tak til lærere, pædagoger og vejledere for det kæmpe arbejde, de lægger for dagen”, siger han.

Fakta om ungdomsuddannelse

Andel, der forventes at have eller være i gang med en ungdomsuddannelse 8 år efter 9. klasse (pct.)

Gentofte: 93 pct.

Hørsholm: 92 pct.

Rudersdal: 92 pct.

Lyngby-Taarbæk: 91 pct.

Allerød: 91 pct.

Solrød: 90 pct.

Furesø: 90 pct.

Fanø: 89 pct.

Vallensbæk: 89 pct.

Dragør: 89 pct.

Kommentarer