Danmark går i gråt – men vi kan vende udviklingen

Af Kim Valentin, Venstre
Danmark står over for en demografisk udfordring, der kalder på politisk handling og samfundsmæssig opmærksomhed. Vi får færre børn, og befolkningen ældes.
Ifølge Rockwool Fondens rapport ”Danmark går i gråt?” vil næsten 40 pct. af befolkningen være over 60 år ved indgangen til det næste århundrede. Samtidig er fødselsraten faldet betydeligt siden 2007 og ligger i dag på blot 1,8 barn pr. kvinde – markant under de 2,1, der kræves for at opretholde befolkningens størrelse.
Udviklingen truer ikke blot arbejdsudbuddet, men også fundamentet under vores velfærdssamfund. Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi at stå med et samfund, hvor der ganske enkelt ikke er hænder nok til at tage sig af en voksende ældre befolkning, og det vil få konsekvenser for både ældrepleje, sundhedsvæsen og uddannelsessystem.
Der findes ingen lette løsninger, men en borgerlig-liberal tilgang kan bidrage med konkrete greb, der gør det mere attraktivt og praktisk muligt at stifte eller udvide familien. Det handler om at sænke de økonomiske og strukturelle barrierer, som i dag får mange til at udskyde eller fravælge børn. Vi bør blandt andet se på målrettede økonomiske incitamenter, især for de grupper med lavere fødselsrater, eller en særlig præmie ved andet og tredje barn.
Samtidig er det vigtigt, at vi skaber en hverdag, hvor arbejdsliv og familieliv kan hænge sammen. Fleksible arbejdstider og bedre muligheder for nedsat arbejdstid til børnefamilier bør fremmes i dialog med arbejdsmarkedets parter, og arbejdsgivere, der giver deres ansatte denne frihed, bør anerkendes og belønnes.
En forbedret adgang til daginstitutioner er også en vigtig brik. Det handler ikke kun om kapacitet, men også om mere fleksible åbningstider og muligheden for at inddrage ressourcepersoner (f.eks. bedsteforældre), som kan få samme rettigheder som forældre ved barns sygdom. Det vil give familier mere frihed og tryghed i hverdagen.
Vi bør også tage fat om det, der for mange er en svær og sårbar del af familiedannelsen: fertilitetsbehandling. Adgangen er allerede forbedret, men den bør udvides yderligere, ligesom oplysning om mulighederne skal styrkes, så flere kan få hjælp i tide. Og endelig skal vi have en langt mere ambitiøs kommunikation, der informerer unge om deres muligheder og de mange støtteordninger, der kan gøre det lettere at få børn – også tidligere i livet.
Danmark står ved en skillevej. Hvis vi ønsker at bevare vores velfærdssamfund og sikre en bæredygtig demografisk udvikling, er det nødvendigt at vende den faldende fødselsrate, så den kommer over de 2,1 barn pr. kvinde. Med målrettede borgerlig-liberale tiltag kan vi skabe et samfund, hvor det bliver mere attraktivt og lettere for flere at vælge familielivet til, også med flere børn.
Kommentarer